Det er jo noget med at ridning er den farligste sport af alle,og at man først bliver en god rytter,når man er faldet af hesten 7 gange. I sidste uge blev det så Johannes tur til at ryge af hesten med et brag. Hvad der egentligt skete er uvist(selvom både Tobias og jeg så op),men det var i hvert fald noget med en hest i galop,som ændrede mening om hvorhen turen gik. Johanne fløj af og landede på skulderen,og begyndte straks at ømme sig. Så vej derfra gjorde det ondt,hver gang bilen kørte i et hul på grusvejen,så Tobias blev læsset af hos naboerne. Christian var (vanen tro når der er tale om syge eller tilskadekomne børn) på den anden side af mindst et bælt. Så gik turen til skadestuen:
Ja ja –lidt sløret billede,men i det mindste huskede jeg at tage det. Overarmsknoglen var brækket lige under skulderleddet,noget som heldigvis kan klares med en armslynge i 3 uger. Faktisk var sygeplejersken overrasket over at den var brækket eftersom Johanne ikke pev det mindste,da hun blev undersøgt. Nu har vi så et en-armet barn,som skal have hjælp til at få tøj på,skal hentes og bringes i skole,og som hverken kan komme til ridning eller svømning. Heldigvis er hun ikke bange for at skulle ride igen.
